Nordfyns Bank fremtidssikrer i Middelfart

Nordfyns Bank har købt ejendommen Østergade 40 i Middelfart og inddrager
2. salen.

”Væksten fortsætter i Nordfyns Bank – og ikke mindst i bankens filial i Middelfart. Behov for mere plads til bankens aktiviteter har været et tema det seneste års tid, og derfor er det glædeligt, at vi nu har indgået en aftale med ejendommens hidtidige ejer om, at banken køber den” siger administrerende direktør Holger Bruun. ”Filialetableringen i Middelfart har været en spændende rejse for banken. Vi åbnede i 2010 midt i en hektisk finanskrise, men konceptet har været det helt rigtige, og kunderne i Middelfart har i den grad taget vores forretningskoncept til sig”

Med købet inddrager banken ejendommens 2. sal til sine aktiviteter, og det glæder filialdirektør Leif Andersson, der ligesom Holger Bruun er både glad og stolt over filialens udvikling. ”Da vi åbnede i 2010 havde vi ikke forestillet os, at udviklingen skulle gå så stærkt. Allerede på det tidspunkt var der mulighed for at leje nogle yderligere kvadratmeter på 1. sal, men på det tidspunkt forestillede vi os ikke, at det skulle blive aktuelt så hurtigt. Vi er blevet klogere, og da lejligheden nu bød sig, var der ingen tøven” siger Leif Andersson. ”Hele holdet i Middelfart og jeg selv er stolte over den udvikling, vi har været igennem, og vi glæder os til at få lidt mere albuerum og ikke mindst til at få gjort plads til de næste medarbejdere, som vi gerne vil have med på byens bedste bankhold”

Nordfyns Bank overtager ejendommen allerede den 1. april i år, og umiddelbart herefter skal der påbegyndes ombygning af lokalerne på 2. sal.

Spørgsmål til denne meddelelse kan rettes til filialdirektør Leif Andersson på tlf. 59 48 95 71